Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Fortsæt med at handle
Bøf med bløde løg anno 2026 vs. 1956
Jubilæum3 min læsning

70 år: Bøf med bløde løg anno 2026 vs 1956

I anledning af vores 70-års jubilæum har vi taget fat i to danske madklassikere: Bøf med bløde løg og kalvefrikassé – fra tiden omkring 1956, hvor Scanpan blev stiftet. Kok René Stenholt giver sit bud på, hvordan retterne tog sig bedst ud dengang – og hvordan de fortolkes i en version anno 2026.

Find opskriften på 1956 versionen længere nede på siden. Vi starter i 2026.

Opskrift på bøf med løg anno 2026

Til 4 personer.

Ingredienser:

Bøf, kartoffelcreme og sauce:

800 g hakket oksekød 10-12% fedtindhold
25 g smør
Salt & peber
200 g kartofler
1 dl mælk
1 dl vand
3 dl kalvefond

Grøntsager:

2 rødløg
200 g agurker
4 dl eddike (2 dl til løg, 2 dl til agurker)
4 dl vand (2 dl til løg, 2 dl til agurker)
4 dl sukker (2 dl til løg, 2 dl til agurker)
200 g rødbeder
½ dl olivenolie
½ dl balsamicoeddike
Salt & peber
Frisk persille

Fremgangsmåde

  1. Bøffen:
    Form kødet til bøffer i passende størrelse, krydr med salt og peber og steg dem i brunet smør.
  2. Kartoffelcreme:
    Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Kom kartoflerne i en gryde og tilsæt vand og mælk. Lad det koge ud i ca. 20-25 min., blendes og smages til med salt og peber.
  3. Sauce/glace:
    Kalvefonden koges ned til en glace. Så er den klar til servering.
  4. Syltede rødløg:
    Rengør og skær løgene ud i pæne både og kom dem i et skoldet sylteglas. Eddike, vand og sukker opvarmes i en gryde og skal have et hurtigt opkog. Hæld den lune lage over rødløgene i sylteglasset, lad det trække 1 døgn. Så er de klar til servering.
  5. Syltede agurkekugler:
    Rengør agurkerne, skær dem i tern eller lav små fine kugler med et parisiennejern og kom dem i et skoldet sylteglas. Eddike, vand, sukker opløses i en skål, og hældes over sylteglasset med agurkerne. Lad dem trække ca. 30 min. Så er de klar til servering.
  6. Råsyltede rødbedestrimler:
    Rengør og skræl rødbederne, lav fine tynde strimler med kartoffelskræller eller mandolinjern, hæld dernæst olivenolie og balsamico over og krydr til sidst med salt og peber. Så er de klar til servering. Brug friskhakket persille til pynt.
  7. Anretning:
    Anret på en tallerken: start med at anbringe kartoffelcremen, dernæst bøfferne, oven på bøfferne pynter du med rødbedestrimler, rødløg og hakket persille. Fordel de små agurkekugler over tallerkenen efter smag. Slut af med saucen/glacen, placer den efter ønske.

Opskrift på bøf med løg anno 1956

Til 4 personer.

Ingredienser:

Bøf:

800 g hakket oksekød 10-12% fedtindhold
25 g smør
Salt & peber

Grøntsager:

1 kg kartofler (gerne nye danske kartofler)
Hakket persille
200 g rødbeder
200 g agurker
4 dl eddike (2 dl til rødbeder, 2 dl til agurker)
4 dl vand (2 dl til rødbeder, 2 dl til agurker)
4 dl sukker (2 dl til rødbeder, 2 dl til agurker)
3-4 løg
50 g smør
Salt & peber

Sovs:

Ca. 25 g smør
2 spsk mel
2 dl hønsefond
1 dl fløde
1 par dråber kulør

Fremgangsmåde

  1. Bøffen:
    Form kødet til bøffer i passende størrelse, krydr med salt og peber og steg dem i brunet smør.
  2. Kartofler:
    Vask og skræl kartoflerne og kog dem i 15-20 min. i letsaltet vand. Hvis det er nye kartofler, kan du nøjes med at vaske dem og koge dem med skræl, men husk at salte. Det friskhakkede persille drysses over kartoflerne ved anretning.
  3. Sovs:
    Lav en smørbolle ud af smør og mel. Tilsæt hønsefonden, og rør smørbollen ud, tilsæt fløde, kulør, salt og peber.
  4. Syltede rødbeder:
    Rengør og skræl rødbederne, skær dem i skiver. Eddike, vand og sukker opløses i en gryde, tilsæt rødbederne og lad det småsimre i ca. 5 min. Til sidst hældes den lune lage og rødbederne i et skoldet sylteglas, lad det trække 1 døgn. Så er de klar til servering.
  5. Syltede agurker:
    Rengør agurkerne, skær dem i tynde skiver og kom dem i et skoldet sylteglas. Eddike, vand og sukker opløses i en skål, og hældes over sylteglasset med agurkerne. Lad dem trække ca. 30 min. Så er de klar til servering.
  6. Bløde løg:
    Rens og skær løgene i fine ringe. Brun smørret på en pande, tilsæt løg, krydres med salt og peber. Løgringene må meget gerne karamellisere.

Prøv vores anden jubilæumsret

Kalvefrikassé anno 2026

René Stenholt har også fortolket kalvefrikassé i to versioner anno 1956 og 2026.

Se opskrifterne her.