Når du skal have fat i de skarpe køkkenknive derhjemme, åbner du så køkkenskuffen, hvor de ligger hulter til bulter sammen med hvidløgspresser, osteskærer og æggedeler? Hænger de på en magnetskinne på væggen? Eller står de i en trendy knivblok på køkkenbordet?
Hvis du griber i køkkenskuffen, er det på tide, at du forandrer dine knivvaner. Du skal nemlig aldrig opbevare dine skarpe knive løst i skuffen. Dels sløver og slider det på knivsbladet, dels er der stor risiko for, at du skærer dig, når du skal finde den kniv, du leder efter.
I stedet for køkkenskuffen hører de skarpe knive hjemme på en magnetskinne eller i en knivblok. Både skinner og knivblokke er god og forsvarlig opbevaring af knive, når det gælder sikkerhed, tilgængelighed og knivenes levetid.
Læs også artiklen "Vedligehold dine knive som en pro", og få fornøjelse af dine køkkenknive i mange år.